Recent Posts
Featured Posts

Luffe 50 års Jubilæums Cup 8.-11. juni 2023

Luffe Yacht, Luffeklubben og Kolding Sejlklub inviterer til Luffe 50 års Jubilæums Cup i Kolding Sejlklub d. 8. – 11. juni 2023.

Dette stævne bliver for dig som Luffe-sejler et ”once in a lifetime stævne”.

Kolding Sejlklub er vant til at arrangere store internationale stævner samt bådudstillinger og sætter alle sejl til for, at du som sejler vil få en unik oplevelse.

Stævnet vil have et højt aspekt af et træf, hvor gode sejlervenner mødes og samtidigt være en hyldest til Luffe Yacht og de smukke både, vi sejler.

Vi vil i den henseende samle alle deltagere ved en bro, så de forskellige modeller kan beskues og beundres.

Vi starter stævnet behørigt med åbningsceremoni på Koldinghus, og resten af arrangementet vil derefter være præget af høj social karakter, hvor der vil blive kræset om dig som sejler med god mad og drikke samt sociale aktiviteter.

Er du Luffe 37-sejler vil vi afvikle et uofficielt åbent DM for dig, hvor der sejles op/ned baner i farvandet ud for Skærbæk.

For alle Luffe-både tilbydes desuden distancesejladser, hvor et målebrev ikke er nødvendigt, hvis du er der for det sociale.

Du vil her opleve at komme til at sejle på noget af det smukkeste farvand i Danmark og sejladserne startes og sluttes tilskuervenligt i havneløbet, hvor du som tilskuer vil kunne købe en forfriskning - hvis du da ikke vælger at hoppe på en af tilskuer- eller fotobådene. Udover almindelig forplejning, grill mv. planlægger vi et BRAG af en FESTMIDDAG lørdag aften.

Pga. planlægningen og stævnets omfang, vil vi allerede nu gerne have din uforpligtende tilmelding og tilkendegivelse af interesse på dette link: Uforpligtende tilmelding

Endeligt program fastlægges senere på året.





Tags: